IA skifter ud: Èt dobbeltmandat afløser et andet

Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut bliver fredag én profil rigere og én fattigere.
Foto © : Anne-Katrine B. Olsen
Skrevet af Kenneth Elkjær
21. september 2017 14:44

Ane Hansen tager orlov og rejser nordpå, hvor hun skal være borgmester i den kommende Kommune Qeqertalik. Samtidig får IAs gruppe forstærkning fra sydligere himmelstrøg, hvor folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen ophæver sit orlov fra Inatsisartut og træder ind i Inuit Ataqatigiits gruppe.

Aaja Chemnitz Larsen udtaler i en pressemeddelelse, at hun glæder sig til at følge arbejdet i begge parlamenter.

- Jeg glæder mig til at være del af Inuit Ataqatigiits arbejde i Inatsisartut og følge aktuelle sager helt tæt på, i både i Folketinget og i Inatsisartut, siger hun.

Den rutinerede politiker Ane Hansen glæder sig samtidig over, at hun bliver afløst af Aaja Chemnitz Larsen.

- Jeg vil arbejde for at løfte den opgave der blev lagt til mig, og er glad for en meget kompetent person som Aaja bliver del af Inatsisartut, når jeg træder ud, udtaler hun.

Dermed kommer Aaja Chemnitz Larsen til at sidde på et dobbeltmandat med sine poster i både det grønlandske og danske parlament. Ane Hansen har indtil nu siddet på et dobbeltmandat i overgangsudvalget i den nye Kommune Qeqertalik, samtidig med, at hun har siddet på sin post i Inatsisartut.