BILLEDER Årets DR-julekalender støtter bjergbørn i Nepal

Prins Joachim var blandt de spændte deltagere, da dette års udgave af Børnenes U-landskalender blev offentliggjort foran hundredvis af elever på Ørestad Skole på Amager i København.
Skrevet af Camilla Dam
05. oktober 2015 13:26

- Jeg er lige så spændt som juleaften, sagde H.K.H. Prins Joachim ifølge DR, da han modtog den traditionsrige kalender pakket ind som en julegave.

Mens børnene følger årets julekalender på DR, går overskuddet af julekalendersalget til CARE Danmarks projekt i Nepal til gavn for Himalayas bjergbørn. Det var som protektor for CARE Danmark, at prins Joachim deltog ved den officielle præsentation af kalenderen.

Sidste år gav overskuddet af kalendersalget 4.780.167 kroner til udsatte børn i Zambia.

Læs også VIDEO Fik hovedrollen i "Tidsrejsen" ved et tilfælde

To af prinsens børn åbner låger
Selvom nedtællingen til den 24. december som altid begynder på månedens først dag, så er der 48 låger at åbne. Børnenes U-landskalender består nemlig ligesom sidste år af to kalendere – en for de små Ramasjang-seere og en for de lidt større børn.

- Nu åbner jeg ikke selv kalenderne mere, men det gør mine to yngste børn Henrik og Athena, og det er ikke kun os, som bliver glade over at åbne kalenderen.

- Puja på 10 år i Nepal er en af dem, der får glæde af, at vi åbner ulandskalenderen. Hun bor på en af verdens højeste bjerge, og hendes familie laver tæpper, forklarede H.K.H. Prins Joachim foran de mange skolebørn.

På DR1 kan vi følge i år Absalons Hemmelighed fra 2006, mens Ramasjang-tv-kanalen genudsender den første af julekalenderne med Nissebanden fra 1984.

Kalenderen kan købes i Grønlandsbanken fra slutningen af oktober, og det koster 45 kr. at støtte bjergbørnene i Nepal.