KNR Åbent brev til Inatsisartuts formandskab

Inatsisartuts formandskab står overfor en demokratisk glidebane
26. april 2017 16:11

Inatsisartuts formandskabs ønske om at tvinge KNR til at sende Inatsisartuts samlinger i radioen er et brud på armslængdeprincippet, der skal sikre et stærkt og uafhængigt medie, og dermed er det også en farlig glidebane, i forhold til at bevare et sundt og moderne demokratisk samfund.

Det er netop vigtigt for det sunde og moderne demokrati at have uafhængige medier, der ikke styres politisk. Det hører ingen steder hjemme, at politikere vil diktere, hvad den frie presse skal skrive eller sende, og i sidste ende er det borgerne i samfundets ret til fri information, der står på spil.

Ris, ros, kritik og debat om KNR er altid velkommen og vigtigt for vores virke. Men direkte politisk styring vil være ødelæggende for Public Service stationens troværdighed.

Vi programlægger både i TV, Radio og på nettet, og dertil har vi vores brugerråd, der består af personer i alle aldre, og som kommer fra vidt forskellige steder i landet, vores årlige seer & lytterundersøgelser der er lavet af analyseselskaber, en bestyrelse, en ledelsesgruppe, vores Public Service kontrakt og ikke mindst journalister og mediefolk med stor viden om hvad god og rigtig public service er.

Så sent som i sommers er KNR og dets ejere – Namminersorlutik Oqartussat – blevet enige om, hvad KNR skal sende til og med 2018, da Public Servicekontrakten blev underskrevet. I kontraktens side 1 fremgår følgende:

 

”Resultatkontrakten skal herunder ses i lyset af KNR’s status som selvstændig offentlig institution udenfor Naalakkersuisuts  almindelige instruktionsbeføjelse, jfr. § 30 i radio- og tv-loven. Dette indebærer, at KNRs bestyrelse indenfor rammerne i lovgivningen og nærværende kontrakt bærer ansvaret for den overordnede tilrettelæggelse af institutionens virksomhed”

 

KNR har været i rivende udvikling de seneste par år og vores programudbud er blevet bedre og stærkere. Det kan vi blandt andet måle på vores seer og lytterundersøgelse, der viser markant fremgang og høj tilfredshed med vores programudbud i både radio, TV og på nettet. Det ligger os derfor fjernt, at tilsidesætte lytternes glæde ved vores programvirksomhed for at sende Inatsisartut´s samlinger midt i den bedste sendetid.

Som det sidste vil vi påpege to vigtige pointer. Som det første har alle borgere adgang til at følge med i Inatsisartuts samlinger via KNR TV og knr.gl, hvor de allerede bliver sendt direkte og uredigeret. I andre lande, som i Danmark, står regeringen selv for at have deres egen folketingskanal, og tanken om at blande sig i deres Public Service station lægger dem meget fjernt.

Som det andet, vil vi minde den lovgivende forsamling om en lov, som de selv har skrevet.

Inatsisartutlov nr. 7. af 8. juni 2014 om radio- og tv-virksomhed - § 30 stk. 2.

KNR´s afgørelser i sager, der vedrører institutionens virksomhed, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. KNR´s afgørelser i sager om god presseskik og om genmælde kan dog indbringes for Det Grønlandske Pressenævn efter reglerne herom i medieansvarsloven.”

 

Med venlig hilsen

Nukaraq Eugenius – Formand for KNR’s bestyrelse