Forbud mod grooming: Politiet skal kunne slå til, før der sker et overgreb

Ændringer af kriminalloven vil gøre det muligt for politiet at gribe tidligere ind, hvis voksne forsøger at få seksuelle forhold til børn og unge over nettet.
Ordet grooming dækker over den situation, hvor en voksen får kontakt til et barn eller en ung person over nettet for at være med i aktiviteter, der skal tilfredsstille den voksne seksuelt. Foto © : Jason Alden/Shutterstock/Ritzau Scanpix
02. april 2024 10:54

- Vi kan ikke som sådan slå ned på grooming i dag.

Det siger chefanklager hos Grønlands Politi Mariam Khalil om fænomen "grooming". 

Ordet dækker over den situation, hvor en voksen får kontakt til et barn eller en ung person over nettet for at være med i aktiviteter, der skal tilfredsstille den voksne seksuelt.

Hvad er grooming og sextortion?

Grooming betyder, at en voksen får kontakt til et barn eller en ung person under 18 år over internettet med henblik på at få barnet / den unge til at være med i aktiviteter, der skal tilfredsstille krænkeren. 

Ofte handler det om at opnå seksuelle handlinger mellem den voksne og barnet / den unge.

Grooming er en manipulationstype, som i nogle situation fører til seksuelle overgreb eller anden form for krænkelse af barnet eller den unge.  

Sextortion er en sammentrækning af ordet "sex" og det engelske ord for afpresning "extortion”

Ved sextortion presser den voksne barnet eller den unge til handlinger, for eksempel at lave seksuelle handlinger på sig selv.. Ofte er det med trusler om, at hvis barnet eller den unge ikke gør det, vil intime oplysninger eller billeder bliver sendt til for eksempel familie eller venner.

Kilde: Red Barnet

Er den unge fyldt 15 år, men er under 18 år, kan tiltalen lyde på forførelse.

Men det er nødvendigt at sætte langt tidligere ind, så chats og samtaler over nettet ikke når til noget seksuelt mellem en voksen og et barn eller ung.

Det skal ske med en ændring af kriminalloven, som gør det muligt at anmelde voksne for grooming, før det fører til et fysisk møde mellem den voksne og barnet eller den unge.

- Der vil ikke være noget behov for, at der er begået et seksuelt forhold, eller at det har været tæt på, så længe vi kan vise og dokumentere, at formålet med at groome barnet eller den unge har været at nå frem til at begå seksuelle overgreb, siger Mariam Khalil til KNR.
 
- Så derfor kan vi gribe tidligere ind, og vi kan få folk dømt på et tidligere tidspunkt, end vi kan nu, siger hun.

Det er aldrig barnet eller den unges skyld 

De nye lovændringer er en del af en større lovpakke, der skal sætte ind over for seksuelle krænkelser af børn og unge i Grønland, ikke mindst over nettet.

Inatsisartut vedtog lovpakken i efteråret, og nu er Folketinget i færd med at behandle den. 

Flere aktører støtter en stramning af reglerne for grooming. Én af dem er Rådet for Menneskerettigheder, som ønsker, at børn og unge får større kendskab til, hvad grooming er. Det skal få dem til at sige det til en betroet voksen, hvis de oplever grooming.

I efteråret sidste år fortalte Lili Frederiksen Chemnitz sin historie om grooming og et seksuelt overgreb i et opslag på instagram gennem Rådet for Menneskerettigheder.

Lili Frederiksen Chemnitz blev som 11-12-årig kontaktet af en mand først i 20'erne over nettet, som hun få dage inden havde fået øjenkontakt med på en restaurant. Det udviklede sig til personlige skriverier.

- Han gav mig en form for omsorg, som jeg også savnede, siger Lili Frederiksen Chemnitz i videoen.

Efter flere års skriverier endte manden med at voldtage hende efter en fest, de sammen havde været til. Da var hun 14 år.

- I dag er jeg slet ikke i tvivl om, at det, jeg blev udsat for, var grooming, siger Lili Chemnitz i videoen, hvor hun opfordrer alle, der har oplevet noget lignende om at kontakte en voksen.

Og det er helt afgørende, at barnet eller den unge med den nye lov mod grooming ikke får tillagt et ansvar, siger chefanklager ved Grønlands Politi, Mariam Khalil.

I stedet skal lovændringen sikre, at det altid er den voksne, der bærer ansvaret og skylden for grooming.

- Det er jo et signal at sende: At selvom børn og unge kan være letpåvirkelige, er det aldrig deres skyld, siger Mariam Khali.

Lov skal gøre afpresning af seksuelle handler ulovligt

En del af den nye lov sætter også ind for begrebet 'sextortion', hvor den voksne presser barnet eller den unge til at udføre seksuelle handlinger på sig selv.

Det sker under trusler fra den voksne, for eksempel om at dele nøgenbilleder af barnet eller den unge, hvis de nægter.

Fænomenet er et stigende problem på verdensplan. Men det er først nu, at lovgivningen herhjemme følger med, siger Mariam Khalil.

- Det har altid været sådan, at seksuelle overgreb på børn er kriminaliseret. Men den situation, hvor du manipulere barnet til at gøre noget på sig selv, har aldrig været kriminaliseret før.

Men det bliver det nu. Fremover kan en voksen, der presser børn eller unge til at foretage seksuelle handlinger på sig selv, blive straffet for andet seksuelt forhold end samleje.

Rådet for Menneskerettigheder i Grønland, Børnetalsmanden og Red Barnet i Danmark er blot nogle af støtterne til de nye lovændringer, der skal sætte ind mod grooming og andre seksuelle krænkelser af børn og unge.

Hvis lovforslagene vedtages, træder de i kraft 1. juli 2024.